Når du bliver ældre, ændrer kroppens behov sig.
For at passe godt på dine muskler, er det især vigtigt, at den mad, du spiser, indeholder mere protein.
Det er også vigtigt, at du holder øje med din vægt, så du opdager og reagerer på det.
Hvorfor er det vigtigt at holde øje med vægten?
Det er ikke naturligt at tabe sig, selvom du bliver ældre.
Selv et lille vægttab kan have betydning for dit helbred og din trivsel. Det kan også påvirke din evne til at klare dig selv i hverdagen.
Anbefaling om vejning
Vi anbefaler, at du vejer dig mindst 1 gang om måneden.
Har du været syg, eller er appetitten blevet mindre, bør du veje dig mindst 1 gang om ugen.
Hvad skal jeg gøre, hvis jeg taber mig?
Hvis du opdager, at du taber dig, kan du kontakte din læge. Hvis du får hjemme- eller sygepleje, bør du også fortælle det til dem.
Husk at se tilbage over flere vejninger. Hvis du taber dig mere end 1 kg, uanset om det er siden sidst eller i løbet af de sidste par måneder, bør du reagere.
Du kan også kontakte Madhuset hvis du taber dig. De kan vejlede dig om deres forskellige tilbud og evt. sætte dig i forbindelse med en klinisk diætist.